og vupti så er der gået næsten 3 uger siden jeg fødte Tristan! Det har været en lang rutsjebanetur af følelser, søvnløshed, bekymringer, frustration, glæde og ikke mindst usigelig lykke når jeg kigger på de to mænd i mit liv:
Kan man andet end at blive forelsket?
Efter Tristan blev født, fandt vi ud af at han havde gulsot, det er ikke noget der er farligt og kan som oftest afhjælpes med at stille barnet i vindueskarmen og lade det få en masse dagslys, det gjorde vi også, men da vi kom tilbage dagen efter, viste en blodprøve at hans tal var forhøjet og det krævede en omgående indlæggelse med lysterapi til min lille skat:
Lyskasse som han bestemt ikke brød sig om!
Sutten var en god trøst... var ikke meget for det, da min mælk ikke var løbet til!
Hospitalsmad: Schnitzel med paprikasauce, rosmarinkartofler, grøntsager og blandet salat...
ikke det mest spændende mad, men heller ikke slemt!
Tristan og jeg blev installeret på Vuggen i 48 timer, som er gratis for mor og barn med fuld forplejning, men for farmand kostede det 280 kr. og det var uden mad... så den første overnatning tog jeg alene, da vi ikke mente at det var nødvendigt for ham at være der, men dagen efter havde jeg skiftet mening, og kunne mærke at jeg havde brug for at han var der hos mig, for i takt med at lysterapien hjalp på Tristans gulsot, jo mere frisk blev han, og reagerede stærkere på at skulle vækkes hver 3. time for at spise og derefter lægges tilbage i sin lyskasse.
Oven i alt det her med gulsot, løb jeg tør for råmælk inden min mælk løb til, så det betød at jeg skulle have lidt ekstra hjælp for at det kunne løbe til. Det endte med en ammeplan der hed sig, at Tristan skulle lægges til mit bryst hver 3. time, hvor vi lagde en sonde i en suttebrik, for at simulere at jeg havde mælk, og på den måde kunne hans sutteri ved mit bryst stimulere mælkeproduktionen, ikke nok med det, så skulle jeg efterfølgende prøve at malke ud i 15-30 min. for det ville give yderligere stimuli til mine bryster.
Tro mig, det var virkelig hårde 48 timer, hver 3. time skulle jeg vække Tristan, hvilket var svært, fordi han sov tungt, så det endte med at jeg måtte påbegynde denne fase ca. 10 min. før de 3 timer var gået, derefter brugte jeg ca. ½ time på at made ham, ca. 15-30 min på at putte ham/være sikker på han sov og til sidst ca.20 min på at malke ud... og dette scenarie skulle gentages hver 3. time, og det var ikke 3 timer fra han faldt i søvn, det var 3 timer fra hans madning blev påbegyndt, så I kan næsten regne ud hvor lidt sammenhængende søvn jeg fik i de 48 timer, jeg kunne ikke hænge sammen til sidst... ergo var det nødvendigt for mig at have Manden til at være der, så han kunne putte Tristan mens jeg malkede ud, og også hjælpe mig med sonden, så jeg ikke var så håbløst afhængig af den stakkels natsygeplejerske som havde hænderne fulde...!
Hvor ville jeg ønske at jeg kunne fortælle at ammeplanen virkede, men ak, efter ca. 1½ dag begyndte mine bryster at virke spændte, og det lykkedes mig at malke mælk ud, men ikke mere end godt 10 ml fra hvert bryst, og det var på ingen måde nok til at gøre den lille mand mæt, så da jeg forlod vuggen skulle jeg fortsætte med at lægge Tristan til mit bryst, lade ham få det brystmælk der var, gå over til erstatning og derefter malke ud - det var en god og overskuelig plan, hvis det ikke var for det faktum at min søn er ekstrem utålmodig og nægtede pure at tage mit bryst, da det gik alt for langsomt med at få mad og med flaske ryger det jo nærmest lige ned i halsen på ham... så efter 2 dage hvor jeg forsøgte at lægge ham til, og han nogle gange skreg og kæmpede så hårdt i mod at han slog sig selv ud og faldt i søvn, opgav jeg!
Jeg følte mig virkelig som en dårlig mor, en mor som ikke engang kunne finde ud af at producere nok mælk til sin søn, og det var en stor elefant at sluge, da jeg tog den endegyldige beslutning om at stoppe fuldstændigt med at lægge ham til, men jeg blev nød til at overbevise mig selv om at det vigtigste var jo at han fik mad, og det gjorde han ikke fra mit bryst - desværre!
Jeg synes til gengæld jeg gjorde alt i min magt for at få det til at lykkedes, men sådan skulle det ikke være, og indrømmet, jeg har grædt en del bitre tårer over det, men har forliget mig med situationen og ser nu på alle de positive sider, fremfor kun at fokusere på min følelse af at være en dårlig mor...
Glad og tilfreds med at være flaskebarn :)
- Maj :D
